Nyhedsbrev - oktober 2021

Scammed - decoration
1. november 2021 - subsiteadmin

Nyhedsbrev - oktober 2021

Denne gang om scamming

Snyd, bedrag, hustleri eller scamming,
Den digitale plattenslager er på dit barns device.

Silje5700: ABC 4 Trust trade…
3MMa: ABC
Silje5700: Trade?
3MMa: Neon, Ninja Monkey
Silje5700: Emu, Aussie Egg

Kære læser.

Hvem af de to ovenstående spillere i Adopt Me er ved at gøre den bedste handel i den annoncerede Trust Trade?

Hvis du ikke ved det, så er du nok ikke den eneste. Men faktum er, at hvis dit barn spiller onlinespil, så er handel en naturlig del af næsten alle spil i dag.

Der findes endda online-børser der værdisætter forskellige virtuelle effekter som spillerne kan benytte. Og hvis du tænker, at det jo ikke har noget med virkeligheden at gøre, så må du tro gevaldigt om igen. For at citere en berømt kloakmester fra Sydvest Fyn, så er der ”penge i l….” mange penge endda. Hvis du oplever dit barn bede om Robux eller Pokédollars, så har du allerede en idé om hvad vi taler om. Måske har du selv brugt Simoleons i Sims eller brugt penge på Candy Crush Saga.

En ting er, når man som bruger handler med spiludbyderen. Det vil sige at man indbetaler et beløb i kroner og ører, som så giver en vis mængde af en virtuel valuta der kan omsættes i spillets ”varehus”.
Der findes i rigtigt mange spil indbyggede ”køb og salg” sider. Her kan brugerne handle med hinanden, typisk som byttehandler.
Noget andet er, at brugerne også livligt handler med hinanden udenfor spillet. Handlerne sker som alt fra byttehandler til handler via mægler/mellemmand.

Men hvad er det så der købes og sælges? Det er virtuelle effekter, eksempelvis:

  • Skins, som er grafiske opdateringer af udrustning eller lignende.
  • Inventory, som er genstande, dyr eller udrustning man råder over i et bestemt spil.
  • Konti, således at man overdrager hele herligheden med brugernavn og password.

Handler man via mobilepay eller mellemmand kan der være ganske store beløb i spil. Et klassisk scam er at foregive at have et specielt skin, som en anden bruger så gerne vil købe. Pengene overføres så via mobilepay på forhånd til sælgeren som derefter straks blokerer køberen eller lukker sin profil.

Udover scamming bruges skintrades også til eksempelvis muldyrsaktivitet (hvidvask) og digitalt hæleri.

Scamming dækker alle former for bedrageri begået i den virtuelle verden. Lige fra de episoder hvor der franarres eller afpresses kæledyr i Adopt Me til mere teknisk komplicerede fremgangsmåder såsom en API scam.

På hjemmesiden scammed.dk kan du finde hjælp såfremt du selv eller dit barn er blevet scammed. Vi anbefaler kraftigt at besøge siden.

Hvis skaden er sket, vil vi kraftigt anbefale at du melder det til politiet, det kan du gøre på politiets hjemmeside. Hvis du har brug for hjælp, kan du også kontakte os i SSP-teamet, så vejleder vi gerne.

Husk at du også kan booke os til et oplæg om dit barns liv på nettet, ligesom vi opfordrer skolerne til at booke os til at tage den digitale dannelse op allerede i indskolingen. Book os på https://www.ssp.svendborg.dk/indhold/booking-af-opl%C3%A6g

Er der spørgsmål til SSP, er I altid velkomne til at kontakte os.